Efterårspynt

Vi brugte efterårsferien i mine forældres sommerhus.

Det er virkelig vores hjem nummer to, og børnene elsker at være her.

Vi plejer at efterlade en lille ting som tak for lån af huset.

Tidligere har det været en uro med strandting, hæklede klude og malede sten.

I år lavede børnene og jeg små ophæng til grene.

De er lavet i selvhærdende ler (kan fx købes hos Tiger).

Rul leret mellem to stykker bagepapir til det det er et par mm i tykkelsen.

Lav ønsket mønster i leret. Vi brugte stempler fra søstrene grene, men der kan også bruges blonde, blade eller gran til at lave mønster med. I så fald rulles det forsigtigt ned i leret med kagerulle og blad/blonde/osv fjernes efterfølgende.

Stik leret ud i ønsket form med kageudstikker eller glas.

Glat kanterne med en våd finger.

Lav hul til ophæng med fx et sugerør.

Nu skal de tørre. Vend jævnligt da de ellers gerne vil bukke op. Evt læg en bog oven på bagepapiret i starten.

Når figurerne er helt tørre slibes de med findt sandpapir.

Tilsidst kan de males med akrylmaling, lakeres eller bare stå rå med mat overflade (det synes jeg er ret pænt).

Vi endte med en kombination af malede og lakerede denne gang.

Gave nummer to er små brikker til at stille under glas.

De er lavet på samme måde som ophængene.

Der er sprøjtet fortyndet akrylmaling på i tilfældigt mønster ved at slå på penslen. Husk afdækning, det stod ud til alle sider.

Farverne er mørkeblå, mosgrøn og guld.

Til sidst er disse også lakeret.

Jeg er ikke helt tilfreds, men det kræver nok lidt øvelse.